Rusland vil forhandle om Nordpolen

I 2007 plantede en ubåd det russiske flag på havbunden ved Nordpolen. Foto: Association of Russian Polar Explorers.

Rusland er parat til at sætte sig til forhandingsbordet overfor Danmark og forhandle om grænsedragningen i det område omkring Nordpolen, som begge lande har gjort krav på hos FN’s havretskommission. Et i alt 550.000 kvadratkilometer stort område, der løber under isen fra Grønland til Rusland langs den undersøiske bjergkæde Lomonosov-ryggen.

Ifølge Politiken, så har Ruslands miljø- og råstofminister, Sergej Donskoj, fremlagt forslaget på et regeringsmøde i Kreml tidligere i denne uge.

“Det ville være en god idé at organisere (…) drøftelser med Danmark her til efteråret om at underskrive en aftale om den foreløbige afgrænsning«, sagde ministeren ifølge en udskrift af regeringsmødet på Kremls officielle hjemmeside.

Både Rusland og Danmark har indsendt data til FN’s havretskommissionen som gerne skulle dokumentere, at de har ret til at få tildelt en stor bid af området fra de fem lande omkring Nordpolens territorialgrænser og nordpå. Danmark har gjort krav på 895.000 kvadratkilometer, hvoraf de 550.000 kvadratkilometer er noget, som Rusland også ønsker.

Selvom der kun er et år mellem at de to lande indsendte deres krav, så ligger Rusland langt længere oppe i den store stak af krav, som kommissionen har på sit skrivebord. Det betyder, at Rusland kan være heldig i første omgang at få tildelt de omstridte 550.000 kvadratkilometer. Først 6-7 år senere forventes Danmark at få svar. Og selvom FN’s havretskommission kommer frem til, at arealet faktisk tilhører Danmark, så er det i sidste ende op til de to lande at forhandle en deling af området på plads. Og de fleste eksperter forventer faktisk at FN kommer frem til, at området tilhører begge lande.

Med de forventede 6-7 års forspring kan Rusland i forhandlingerne slå på, at de har vundet hævd over området.

Nu vil Rusland så tilsyneladende forhandle en aftale på plads inden FN overhovedet har talt. Med danske briller på kunne det umiddelbart tolkes som om russerne godt ved, at FN tildeler Danmark det meste af de 550.000 kvadratmeter. Ved selv at indgå en aftale inden FN har talt, så kan russerne måske få mere end ellers – og måske en aftale om at dele den stærkt symbolske nordpol mellem sig.

Den danske udenrigsminister, Kristian Jensen, afviser dog blankt den udstrakte arm fra Rusland.

“Indtil vi ved hvilke territorialkrav, der er anerkendt, så er der ingen grund til at starte nogen forhandlinger,” siger han til Politiken.

Ifølge kontreadmiral Nils Wang fra Forsvarsakademiet, så kan den danske afvisning også meget vel handle om at være solidarisk med NATO-partneren Canada. Her har man nemlig ikke afleveret sit krav endnu. De forventes også at gøre krav på dele af det område, som både Danmark og Rusland vil have fingre i. Derfor nytter det ikke noget, at Danmark og Rusland allerede har delt kagen.

Uanset hvad, så viser den overraskende udmelding fra Rusland, at de store øde isområder bliver genstand for storpolitisk tovtrækkeri i mange, mange år fremover. For vi er formentlig langt inde i næste årti før Danmark får et svar fra FN. Herefter følger sandsynligvis langvarige forhandlinger med Canada og især Rusland.

Som i mange af de storpolitiske konflikter gennem årene i verden, så handler slagsmålet selvfølgelig over retten til undergrunden. Og selvom det skulle vise sig, at olieforekomsterne er for små og omkostningerne er for store til at det kan betale sig at udvinde olien, så er der stadig stor symbolsk værdi i at være det land, der ejer Nordpolen.

About Af Andreas Krog 116 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*