Færøerne ikke fuldgyldigt Nordisk Råd-medlem

Foto: Erik Christensen / Wikimedia Commons.

Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab af Nordisk Råd bliver ikke imødekommet af rådet. Spørgsmålet bør som udgangspunkt diskuteres mellem Danmark og Færøerne. Det konkluderede Nordisk Råds Præsidium på et møde i Keflavik på Island tidligere på ugen.

På mødet blev Færøernes standpunkt præsenteret af Ruth Vang som er parlamentariker i Nordisk Råd og medlem af det færøske lagting. Hun er utilfreds med præsidiets beslutning.

“Vi opfatter ikke os selv som et selvstyrende område. Vi er et folk, en nation. Jeg ved ikke hvad vi skal i Nordisk Råd hvis dette er rådets syn på Færøerne,” siger hun.

Nordisk Råds præsident, danske Henrik Dam Kristensen, nedtoner modsætningen.

“Statsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte under Nordisk Råds session at den danske regering støtter de selvstyrende områders ønske om en stærk rolle i det nordiske samarbejde så vidt det er politisk og juridisk muligt, og så længe det er inden for rammerne af den danske grundlov.”

Ser frem til forslag
Den færøske ansøgning gjaldt fuldt medlemskab af både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. De nordiske samarbejdsministre behandlede ansøgningen på deres møde den 1. november og konstaterede at der ikke var enighed om at imødekomme Færøernes ansøgning om fuldgyldigt medlemskab.

Danmarks daværende minister for nordisk samarbejde, Peter Christensen, informerede i den forbindelse om at Danmark vender tilbage med et forslag som kan styrke Færøernes deltagelse i det nordiske samarbejde yderligere.

“Vi arbejder videre på denne baggrund, og jeg ser frem til regeringens forslag,” siger Henrik Dam Kristensen.

Ansvar uddelegeret
Nordisk Råd har 87 medlemmer i form af politikere fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. De første fire lande har 20 medlemmer hver, mens Island har syv medlemmer. Ud af de 20 danske medlemmer er to fra Færøerne og to fra Grønland. Ud af de finske medlemmer er to fra Ålandsøerne.

Nordisk Ministerråd er de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan. Statsministrene fra de fem lande har det overordnede ansvar, men i praksis er ansvaret uddelegeret til de nordiske samarbejdsministre. Indtil dannelsen af VLAK-regeringen i mandags, var forsvarsminister Peter Christensen også Danmarks minister for nordisk samarbejde. I den nye regering har Karen Ellemann fået posten som ligestilingsminister og minister for nordisk samarbejde.

About Af Andreas Krog 219 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*