Det her kan skabe konflikt i Arktis

Ejnar Mikkelsen ved isbræ. Foto: Forsvarsgalleriet

Da repræsentanter for fire af de fem arktiske nationer i juni i år mødtes til debat på Folkemødet på Bornholm, så var der bred enighed om, at det var i alles interesse, at situationen forblev fredelig i Arktis. Ingen havde interesse i at tingene spidsede til.

Men for at kunne bevare den fredlige sameksistens, så kan det være godt at vide hvor de miner ligger, som kan få det hele til at eskalere og skabe konflikt i større eller mindre grad.

Som supplement til analysen af forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis, som daværende forsvarsminister Peter Christensen lagde frem i juni i år, er der udarbejdet en sikkerhedspolitisk redegørelse om udviklingen i Arktis. I den er der en grundig gennemgang af de ting, som potentielt kan skabe konflikt i Arktis.

Og det er i første omgang blandt andet så banal en ting som fisk.

“Et eksempel på et område, hvor uenighed kan opstå, i takt med at klimaforandringerne slår igennem, er fiskerirettigheder. Som det var tilfældet i 1970’ernes torskekrige mellem Storbritannien og Island, kan uenigheder om rettigheder til levende ressourcer føre til alvorlige politiske uoverensstemmelser, chikane og i sidste ende endda væbnede sammenstød,” fremgår det på side 22 i den sikkerhedspolitiske redegørelse.

“Tilsvarende kan betingelserne for og forvaltningen af forventet udbredt sejlads gennem Nordøstpassagen, såvel som efterlevelse af aftalte offshore-standarder i det skrøbelige arktiske miljø, fungere som eksempler på områder, hvor der kan opstå politisk uenighed, i takt med at den arktiske region udvikler sig økonomisk,” fremgår det endvidere.

Divergerende visioner
Olieaktiviteter, hvalfangst og oprindelige folks forhold kan også medføre, at landene kommer på kant med ikke-statslige aktører. Og de enkelte landes håndtering af den slags, kan så udløse en reaktion fra et eller flere af de andre lande og føre til spændinger landene imellem.

“Samtidig er der lokalt såvel som i det globale civilsamfund markante og divergerende visioner for Arktis’ fremtid. Mange ikke-statslige aktører vil derfor aktivt søge at påvirke regionens udvikling i tråd med deres politiske eller økonomiske interesser og målsætninger, og disse ofte modstridende interesser risikerer at støde sammen. Mange steder i Arktis har græsrodsbevægelser, herunder miljøaktivister, ved flere lejligheder aktioneret mod offshoreindustri på grund af den trussel, de mener, industrien udgør i det skrøbelige arktiske miljø. Aktiv modstand mod hvalfangst og uenigheder om oprindelige folks rettigheder til bl.a.
landområder er andre eksempler på, hvordan forskellige interesser kan støde sammen i Arktis,” står der i rapporten, der fortsætter:

“Ud over at det i sig selv er en opgave for de arktiske staters myndigheder at håndtere denne type civilsamfundsaktioner, kan måden, hvorpå regionens stater vælger at håndtere denne type aktioner, risikere at lede til bredere uenigheder og kriser, bl.a. mellem regionens stater. Ruslands håndtering af Greenpeace-aktivister i 2013 illustrerer denne risiko. Det kan ikke afvises, at der vil kunne ses tilsvarende aktiviteter på Kongeriget Danmarks territorium. Det kunne f.eks. være i forhold til eventuel fremtidig offshore-aktivitet, grindejagt ved Færøerne eller i forhold til eventuel uranproduktion i Grønland.”

Gensidig samtykke
Desuden er der selvfølgelig hele kontinentalsokkel-problematikken, som Forsvarets Efterretningstjeneste fornylig også pegede på som en mulig konfliktskaber mellem Rusland og Danmark, da begge lande gør krav på de samme meget store områder – inklusiv Nordpolen.

“Det forventes, at CLCS’ (FN’s Havretskommission, red.) vurderinger af kyststaternes videnskabelige dokumentation vil støtte flere landes krav til samme område. De overlappende krav skal derfor håndteres i en bilateral politisk forhandling. For Kongeriget Danmark kan dette blive kompliceret yderligere af, at Rusland forventes at få sine anbefalinger fra CLCS flere år før Danmark. Rusland og Kongeriget Danmark har et velfungerende samarbejde i dette regi, og Kongeriget Danmark har ved noteveksling af 27. marts 2014 indgået aftale med den Russiske Føderation om, at et muligt overlap ikke skal forhindre parternes gensidige samtykke til, at CLCS behandler hver af deres delsubmissioner. I overensstemmelse med denne aftale har begge parter fremsendt de såkaldte ”non-objection”-noter til FN. På trods heraf vil der være en risiko for, at ledende politikere i Rusland i løbet af de kommende år vil anse CLCS’ anbefalinger for endelige, hvis anbefalingerne støtter de russiske krav. Et langvarigt forhandlingsforløb mellem Danmark og Rusland, f.eks. om den symbolsk vigtige havbund ved Nordpolen, kan også risikere at blive fulgt op af militære demonstrationer og markeringer fra russisk side i den mellemliggende periode. Sådanne demonstrationer og markeringer har dog ingen indflydelse på kyststatens retlige adkomst til kontinentalsokkel ud over 200 sømil. Russiske markeringer vil også kunne ske f.eks. i form af råstofudforskning på havbunden i
omstridte områder,” pointerer redegørelsen.

Og så er der også den såkaldte “spill over”-effekt. Altså at øgede sikkerhedspolitiske spændinger andre steder i verden vil påvirke forholdet mellem landene i Arktis. Både de lande, der har landområder i regionen, og de lande, som bare gerne vil være tilstede i regionen. Et køligere forhold mellem eksempelvis Rusland og USA eller mellem Rusland og NATO-landene (Hvor fire lande udgør fire af de fem arktiske nationer med Rusland som det femte land) vil kunne risikere at svække samarbejdsrelationerne i Arktis. Frugtbart samarbejde, fælles fodslag og dialog vil blive erstattet af gensidig mistillid. Det så man i forbindelse med Ruslands invasion af Krim i 2014.

Offensivt og aggressivt
Endelig så er risikoen for at banale misforståelser og fejlfortolkninger af andre aktørers handlinger og hensigter kan være de gnister, der antænder et konfliktbål.

For eksempel så er det det danske forsvar, der med bevæbnede skibe og hundeslædekørere udgør Kongerigets primære tilstedeværelse i store dele af Arktis. Og i vores evaluering i forbindelse med valget af nye kampfly indgik et scenarie for brug af kampflyene i Nordgrønland. Deployering af kampfly til farvandsovervågning og suverænitetshåndhævelse i Arktis kan med stor sandsynlighed tolkes af de andre lande som et særdeles offensivt og aggressivt træk – selvom det måske ikke er tænkt sådan, men blot et udtryk for at vi bruger vores kapaciteter til både militære og mere kystvagt-agtige formål.

Redegørelsen taler om et såkaldt sikkerhedsdilemma:

“Hvad der for den ene part anses som legitim tilførsel af ressourcer eller rutinepræget militær aktivitet og modernisering, kan af en anden aktør opfattes som en truende og ubegrundet oprustning og kan resultere i reduceret sikkerhed for begge parter. Der er derfor behov for tydelig kommunikation af formål og hensigter for at
undgå misforståelser.”

Det er dog ikke sandsynligt, at spændingerne eller konflikterne fører til egentlig militær konflikt, lyder vurderingen:

“Hvis politiske uoverensstemmelser fører til egentlig militær spænding, vil det sandsynligvis være resultatet af et samspil mellem en eller flere af de ovenstående politiske risici. Det er dog ikke sandsynligt, at et forværret politisk klima og potentielle politiske og militære spændinger vil udvikle sig til egentlig militær konflikt.”

Men spillen med de militære muskler kan sagtens komme på tale:

“Militære magtdemonstrationer kan – i kølvandet på politisk spænding – opstå i form af chikane af andre staters civile skibe og aktiviteter for at udnytte naturressourcer i eller nær områder, der er eller har været omstridte. De mest oplagte militære markeringer i Kongeriget Danmarks nærområde i Arktis vil være fortsatte russiske strategiske flyvninger med bombefly eller øget maritim aktivitet. De strategiske flyvninger er foregået regelmæssigt siden august 2007. Ruslands og Danmarks sokkelkrav overlapper blandt andet ved Nordpolen, og russiske militære aktiviteter i dette område kan blive tilføjet en forstærket sikkerhedspolitisk symbolværdi, selv om der ikke vil være tale om krænkelse af dansk suverænitet,” fremgår det af redegørelsen.

Smadre ihærdigt arbejde
Hvis Danmark vil sætte en stopper for Ruslands flyvninger med strategiske bombefly – eller blot holde øje med aktiviteterne – så vil det sandsynligvis kræve deployering af kampfly på Grønland. Og selvom der vil være tale om hel almindelig legitim suverænitetshåndhævdelse, i stil med det danske kampfly laver over “Syddanmark” samt bidrager til over Island, så vil det uden tvivl give panderynker i Ottawa, Washington D.C., Oslo og Moskva.

Summasummarum. En lang række faktorer, som isoleret set virker uskyldige eller banale, kan risikere at øge spændingsniveauet mellem de arktiske nationer og hurtigt smadre flere års ihærdigt arbejde for øget dialog og samarbejde.

About Af Andreas Krog 101 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*