Havisen i Arktis nåede et lavt, men ikke rekordlavt, niveau i 2016

Andreas Krog

Isens udbredelse i maj og begyndelsen af juni 2016 var rekordlav, og den gennemsnitlige temperatur i nordpolsområdet gik fra frost til tø nogle dage tidligere end normalt. Begge dele var medvirkende til, at isforskere frygtede et endnu lavere minimum for havisen end i 2012. Men havisen blev reddet af sommervejret, hvor juni var kold nok til at give en opbremsning i smeltningen af havisen. Det fremgår af Polar Portalen Sæsonrapport for 2016, som DMI netop har offentliggjort.

Da den arktiske havis var på sit sommerminimum i september, blev arealet dog det næstlaveste, siden de systematiske målinger med satellit startede i 1970’erne. Den mindste isudbredelse i 2016 blev målt den 10. september, hvor havisen i Arktis dækkede et areal på 5,1 millioner kvadratkilometer. Til sammenligning dækkede september-isen i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne mellem 8 og 8,5 millioner kvadratkilometer. Siden er isudbredelsen ved sensommer-minimum i september gennemsnitligt faldet med 94.000 kvadratkilometer om året. Det svarer til, at 7 havisen hvert år i snit svinder med et areal, der svarer til to gange Danmarks landareal. Minimum for 2016 er meget tæt på niveauet fra 2007, der stod som bundrekord indtil katastrofeåret 2012, hvor isen nåede sin hidtil laveste udbredelse.

Siden 2007 har den arktiske isudbredelse om sommeren ligget på et betydeligt lavere niveau end i 1970’erne 80’erne og 90’erne. Det lavere niveau er en konsekvens af stigende temperaturer i Arktis og en generel udtynding af havisen. Tendensen startede allerede i 2002, hvor Beauforthavet blev et sommer-afsmeltningsområde. På grund af isbevægelsen betød det en kraftig reduktion i mængden af flerårig og tyk is, hvilket igen gav lavere overlevelseschancer for isen i Arktis om sommeren. Klimamodeller peger på, at tendensen fortsætter, og at vi allerede midt i det 21. århundrede vil komme til at opleve de første isfrie somre i Arktis.

Altinget logoArktis
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arktis kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00