Arktis er allerede militariseret

Ejnar Mikkelsen ved isbræ. Foto: Forsvarsgalleriet

“Vi skal ikke militarisere Arktis”. Det mantra har danske politikere gentaget igen og igen når talen de seneste år er faldet på Danmarks rolle og ikke mindst det danske forsvars rolle i de arktiske egne. Og rapporten om Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis, som kom i juni i år, er da også gennemsyret af en “kystvagts-tilgang” til tingene. Danmark skal bruge ganske få hundrede mio. kroner på at forbedre kommunikationen og overvågningen. Men de store investeringer i materiel skal vi holde os fra.

Det samme gælder forberedelserne til at kunne deployere kampfly til Grønland i kortere eller længere tid. Det var noget Forsvaret testede for et par år siden, men ellers ikke noget vi taler særlig højt om. For Danmark vil som nævnt ikke militarisere Arktis.

baser-alleEn smuk og rigtig tanke på papiret. Sagen er imidlertid den, at Arktis allerede er militariseret. Det viser et kort gemt langt væk på en af de sidste sider i et bilag til rapporten om den fremtidige opgaveløsning. Bilaget er en sikkerhedspolitisk redegørelse om udviklingen i Arktis. Og på side 19 i bilaget finder man et kort, der viser alle de fem arktiske kyststaters militære installationer i Arktis. Her fremgår det tydeligt, at der er rigtig mange flyvestationer, flådestationer, mobiliserings-landingsbaner og grænsestyrkeposter samt missilradarer og missilforsvarsenheder.

I de første uger af det nye år zoomer vi ind på de enkelte landes militære tilstedeværelse i Arktis.

Den store militære tilstedeværelse fra alle fem landes side skyldes naturligvis, at det ofte kun er Forsvaret, der har det nødvendige isenkram til at løfte opgaven med at patruljere og være tilstede i de kolde arktiske egne. Så selvom vi kun taler om SAR-beredskab eller fiskerikontrol, så er det opgaver, der varetages af forsvaret i de enkelte lande.

Når Rusland åbner nye baser, så handler det først og fremmest om netop at etablere SAR-beredskab til at kunne håndtere den kommende skibstrafik. Men ikke kun om det. Det handler også om at øge sit militære “fodaftryk” i regionen. At tydeligere kunne markere, at det her er vores land. Og når Norge investerer svimlende milliardbeløb i nye antiubåds-fly og spionskibe, så handler det om at kunne holde øje med hvad de andre – og især Rusland – render og laver.

Danmark? Ja, vi sidder og roder lidt med at få nogle satellitter til at vise os hvad der foregår. Det er formentlig nok på nuværende tidspunkt. Men vi skal passe på at vi ikke på et tidspunkt bliver hægtet af som følge af vores (naive) forestilling om at Arktis ikke skal militariseres. For det er det allerede og bliver i stigende grad. Derfor skal vi herhjemme også være parat til at skrue op og eksempelvis begynde at forberede os på at kunne deployere kampfly eller udbygge og opgradere Station Nord, Daneborg og lignende. Ikke for at gå i krig. Men blot for at kunne være tilstede og holde snor i de andre.

About Af Andreas Krog 93 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*