Stor arktisk konference med minimal dansk deltagelse

(OSLO) I dag starter konferencen Arctic Frontier i Tromsø i Nordnorge. Fem dage hvor politikere, organisationsfolk, erhvervsfolk, eksperter og forskere mødes for at diskutere en lang række emner under overskriften om et bæredygtigt Arktis. Der er dog ikke tale om en fem dage lange miljø- og klimakonference, men om en konference, der kommer vidt omkring. Her er både noget om telekommunikation, Ruslands rolle i Arktis, regionalt samarbejde på tværs, oprindelige folk, krydstogtsejlads og meget andet.

Når man kigger ned over programmet og de mange folk fra nær og fjern, som er indskrevet som talere og paneldeltagere, så slår det en hvor få danskere, færinger og grønlændere der er. Især når man tænker på Rigsfællesskabets størrelse i Arktis. Sammen med Rusland og Canada er vi de tre store spillere målt på areal.

På nær et par enkelte erhvervsfolk og embedsmænd, så er minister for nordisk samarbejde, Karen Ellemann, stort set eneste danske islæt blandt talerne og paneldeltagerne.

Det grønlandske selvstyres minister for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, lægger ikke vejen forbi Tromsø. Den kontroversielle minister går ellers normalt ikke af vejen for at optræde på den internationale scene. Han var da også oprindeligt tilskrevet en plads i en paneldebat tirsdag. Men i dets seneste version af programmet er han blevet skiftet ud med en embedsmand fra selvstyrets udenrigsdepartement. Forklaringen er tilsyneladende, at ministeren har valgt at blive hjemme på grund af en mordsag på Island, hvor fiskere fra et grønlandsk fartøj muligvis er involveret.

Heller ikke det færøske hjemmestyre har fundet anledning til at sende en repræsentant for at deltage i debatterne.

Til sammenligning møder værtslandet Norge talstærkt op med både statsminister Erna Solberg og landets EU-minister samt flere andre centrale ministre. Sverige sender blandt andet udenrigsminister Margot Wallström, ligesom der kommer ministre fra blandt andet Finland, Ungarn og Singapore samt politikere fra Murmansk-regionen i Rusland og flere regioner i Canada.

På en måde er det naturligt at Danmark sender Karen Ellemann, når nu vi direkte har en minister for nordisk samarbejde. Det har sandsynligvis øget mulighederne for at få en dansk regeringsrepræsentant til at deltage, da det ikke er sikkert det ville have samme prioritet, hvis turen til Nordnorge havde skulle passes ind i udenrigsminister Anders Samuelsens kalender.

Men det burde vel have været Samuelsen. Ja, for Arktis er som bekendt meget mere end Norden. Og det der gør Danmark til en international stormagt.

Karen Ellemann er den “højest rangerende”, som Kongeriget Danmark sender afsted. For så længe det grønlandske selvstyre og det færøske hjemmestyre ikke har hjemtaget udenrigspolitikken – selvom Grønlands minister for udenrigsanliggender nogle gange opfører sig som om det var tilfældet – så repræsenterer hun hele Rigsfællesskabet med færingerne og grønlænderne i anden række.

Men når nu fokus i høj grad lægger på regionalt samarbejde i Arktis, så undrer det kraftigt, at der ikke er en stærk repræsentation af grønlændere og færinger blandt oplægsholderne og paneldeltagerne. Både landsstyreformand Kim Kielsen og ministrene for udenrigsanliggender og råstofudvinding burde være selvskrevne deltagere.

Det samme burde nogle af de mange forskere fra de danske universiteter, som arbejder med Arktis på den ene eller anden måde. Der gemmer sig formentlig en eller to langt nede i et arrangement på en af de sidste dage, hvor politikerne og erhvervsfolkene er rejst hjem og forskningsverdenen er alene tilbage. Men når man ved polarforskningskonferencen på DTU i november sidste år så hvor mange danske forskere, der gør sig på dette felt, så kan det undre, at de ikke i højere grad er repræsenteret i Tromsø.

Og endelig. Hvor er det danske, færøske og grønlandske erhvervsliv? Rederierne, entreprenørfirmaerne, telekommunikationsvirksomhederne, konsulentvirksomhederne, miljø- og energivirksomhederne.

Nu skal man som bekendt ikke kaste med sten, hvis man selv bor i glashus. Og derfor er det godt, at Arktisk Nyt ikke gør det i denne sag. Vi sidder nemlig netop nu i Oslo Gardermoen Lufthavn på vej til Tromsø, hvor vi frem til onsdag vil rapportere fra konferencen. Så alle, inklusiv politikere, forskere og erhvervsfolk kan følge med på sidelinjen. Det var så lidt 🙂

About Af Andreas Krog 143 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*