“Arktis tilhører hele verden”

"Arktis tilhører ikke ét land eller de fem lande, som har havområder i Arktis. Det tilhører hele verden," siger Sam Tan, der er Minister of State i premierministerens kontor og i beskæftigelsesministeriet i Singapore. Foto: Andreas Krog.

(TROMSØ) Mere 2.000 personer er i disse dage samlet i den nordnorske by Tromsø til den 11. udgave af Arctic Frontiers-konference. Mens det er småt med dansk deltagelse, så er der masser af repræsentanter for lande langt væk fra de arktiske egne.

Og det er der en god grund til.

“Arktis tilhører ikke ét land eller de fem lande, som har havområder i Arktis. Det tilhører hele verden. Hvad der sker i Arktis vil have konsekvenser over hele verden,” siger Sam Tan, der er Minister of State i premierministerens kontor og i beskæftigelsesministeriet i Singapore, da han står på talerstolen på Tromsø Universitet i sine sælskindssko.

Singapores interesse for Arktis handler om hvordan isens forsvinden i Arktis i fremtiden får vandstanden i verdenshavene til at stige. Det vil i værste fald få halvdelen af Singapore til at forsvinde. Desuden handler det om sejlruter. For når stadig flere skibe vælger den nordøstlige sejlrute gennem Arktis langs Ruslands kyst, så betyder det, at de ikke tager turen gennem Malaccastrædet ved Singapore.

I 2014 passerede mere end 79.000 skibe strædet, der derved besejles af mellem 1/5 og 1/4 af verdens skibstrafik. Halvdelen af verdens olie transporteret til vands kommer gennem Malaccastrædet. På sit smalleste sted er strædet blot halvanden sømil bredt og skaber derved en af verdens betydeligste flaskehalse. At kunne sejle mellem Asien og Europa uden at skulle gennem Malaccastrædet vil derfor sandsynligvis tiltale mange rederier.

Balanceret tilgang
En anden, der har fundet vej til Tromsø, er Ungarns udenrigsminister Péter Szijjártó. For ham og hans land handler interessen for Arktis dog ikke om vandstand og sejlruter. Det handler om olie- og gasudvinding. At man ikke lader hensynet til miljøet overskygge mulighederne for olie- og gasudvinding.

“Det er vigtigt med en balanceret tilgang til Arktis. Miljøet er vigtigt. Men energi og mineraler er også vigtigt,” understreger Péter Szijjártó og fortsætter:

“Vi står lige nu i en “grace period”, hvor vi kan tænke over hvordan vi skal udvinde olien og gassen i Arktis. For Arktis vil komme i spil som fremtidens hovedleverandør af ressourcer,” fastslår Péter Szijjártó.

Derfor er der brug for en bred global regulering af udnyttelsen af ressourcerne i Arktis, pointerer den ungarske udenrigsminister, der tydeligvis frygter, at de fem arktiske kyststater vil tage for store miljøhensyn.

Sidde med på sidelinjen
Auditorierne på universitet i Tromsø og mødesalene på de lokale hoteller er fyldt med folk fra Kina, Tyskland og mange andre ikke-arktiske nationer. Interessen er stor. Her og ikke mindst for at sidde med på sidelinjen, når de arktiske nationer træffer fælles beslutninger.

Singapore er allerede en af de 12 nationer med observatør-status i Arctic Council, hvor Danmark, Canada, Norge, USA, Rusland, Sverige, Finland og Island er medlemmer.

De andre observatører er Kina, Frankrig, Tyskland, Indien, Italien, Japan, Sydkorea, Holland, Polen, Spanien og Storbritannien. EU og Tyrkiet står ved døren og banker på. Og mange andre lande kunne også godt tænke sig at komme med.

Få rigtige medlemmer
Den store interesse for Actic Council kan dog vise sig at blive en stor udfordring, hvis den 20 år gamle sammenslutning fortsat skal kunne fungere lige så succesfuldt, som den har gjort siden skabelsen i Ottawa i 1996.

“Jeg tror ikke Arctic Council bliver meningsløs. Men spørgsmålet er hvordan du fremadrettet arbejder med en organisation med så få rigtige medlemmer og så mange observatører,” pointerer David Balton fra det amerikanske udenrigsministerium. Han er formand for Arctic Council i den nuværende amerikanske formandsperiode.

Genfødsel for Arctic Five
Man kan på den baggrund naturligvis ikke undgå at spekulere i om udvidelsen af Arctic Council og en sandsynligvis udvanding af organisationens slagkraft vil betyde en genfødsel for Arctic Five-samarbejdet, som den daværende danske udenrigsminister Per Stig Møller tog initiativ til at etablere i 2007 med topmøde i Ilulissat i Grønland og med den såkaldte Ilulissat-erklæring.

Samarbejdet bestod af de fem arktiske kyststater Danmark, Canada, Norge, USA og Rusland. Denne indsnævring ift. Arctic Council mødte kritik og det blev da også kun til ét yderligere Arctic Five-topmøde i Canada i 2010.

About Af Andreas Krog 81 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*