Danmark bedst til at drage nytte af aftaler med Rusland

Danmark har været bedre end Norge til at drage nytte af aftaler med Rusland. Vi er bedst til såkaldt ”nyttemaksimering”. Det konkluderer Edith Lauglo Endsjø i specialet ”Slår den arktiske fred revner? Danmark og Norges udenrigspolitik i forhold til Rusland i Arktis”.

Som nyttemaksimerende forhandler skal man i forhandlingerne med Rusland tage udgangspunkt i landenes fælles interesser. Ens egne interesser opfyldes gennem forståelsen for modpartens ønsker, da det øger chancen for succesfuldt forhandlingsforløb.

”Det er derfor essentielt, at staterne er indstillet på, at de bliver nødt til at prioritere og indgå kompromisser,” påpeger Edith Lauglo Endsjø i specialet.

Her tyder noget på, at Danmark faktisk er bedre end Norge til at ”nyttemaksimere”.

Mødt med massiv kritik
I 2010 underskrev Norge og Ruslands udenrigsministre den såkaldte ”Delelinjeaftale”. Aftalen afklarede det maritime grænseforhold i Barentshavet og Polhavet mellem de to lande og indebar, at et havområde på ca. 175.000 kvadratkilometer blev delt i to lige store dele. Aftalen indebar desuden bestemmelser vedrørende fiskeri- og petroleumssamarbejde.

Efter 40 års forhandlinger fik fælles økonomiske interesser aftalen til at falde på plads. Umiddelbart skulle man tro, at det ville blive modtaget positivt i begge lande. Det gjorde det bare ikke.

”På samme måde som Forsvarsdepartementet omtaler Delelinjeaftalen som noget ”meget positivt”, blev den også overordnet set som en diplomatisk sejr i Norge. Det var imidlertid ikke tilfældet i Rusland, hvor aftalen mødte massiv kritik i russiske medier og fra politikere. Bl.a. fra politikeren Vladimir Zjirinovskij som retorisk spurgte, om Rusland havde ”tabt et slag i krigen mod Norge”. Aftalen fik hård medfart, dels fordi den ikke passede ind i et billede af Rusland som en arktisk stormagt, men også fordi den resulterede i færre muligheder for nogle russiske aktører, fx fiskesamfundet i det nordvestlige Rusland,” skriver Edith Lauglo Endsjø.

Et resultat af kompromisser
Da en russisk ubåd i august 2007 plantede et russisk flag på havbunden under Nordpolen gav det genlyd verden over og skabte en bekymring for russisk erobringstrang og konflikter over grænsedragninger i Arktis.

Det fik Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller til at igangsætte arbejdet med at udforme det, der blev til den såkaldte ”Ilulissat Erklæring”. Den blev underskrevet af de fem arktiske kyststater ved en konference i Ilulissat i Grønland i maj 2008. At det kunne lade sig gøre skyldes i høj grad Danmarks arbejde med nyttemaksimering.

”Inden konferencen arbejdede Møller og det danske udenrigsministerium intenst på et udkast til erklæringen i tæt dialog og forhandling med de andre kyststater. Det endelige udkast til erklæringen tog derfor højde for de andre staters præferencer og indsigelser, således at indgåelsen af selve aftalen i Grønland var et resultat af kompromisser og snarere en formalitet end en egentlig forhandling,” skriver Edith Lauglo Endsjø.

Stor diplomatisk sejr
I erklæringen forpligter Rusland, Danmark, Norge, Canada og USA sig til at løse politiske uoverensstemmelser og overlappende grænsekrav gennem forhandlinger med respekt for international ret og Havretskonventionen.

”Ilulissat-erklæringen bliver refereret til som en stor diplomatisk sejr for Danmark, og initiativet placerede med et slag Danmark som hovedaktør i den politiske udvikling i Arktis,” pointerer Edith Lauglo Endsjø.

At Danmark var bedre til at bruge nyttemaksimering end Norge, kan ses den dag i dag.

”Til trods for at både Ilulissat-erklæringen og Delelinjeaftalen var frivillige aftaler, som blev indgået med fokus på aktørernes fælles interesser, lader det til, at Danmark har været endnu mere kompromissøgende som forhandler end Norge. Snart otte år efter mødet i Grønland er der ikke kritik af Ilulissat-erklæringen, mens Delelinjeaftalen er mere omstridt hjemme i Rusland. Danmark har haft en langsigtet forståelse for russiske præferencer og forstod allerede i 2008, at det var i Ruslands klare (økonomiske) interesse, at Havretten blev hævdet globalt.”

Gå foran som det gode eksempel
En anden måde Norge og Danmark kan agere overfor Rusland er som ”normentreprenører”

Edith Lauglo Endsjø beskriver en normentreprenør således:

”Som normentreprenør kan staterne udøve strategisk indflydelse ved at fremme en norm, fx miljøbeskyttelse. Hvis Norge og Danmark ønsker at påvirke Rusland i en bestemt policyretning, bliver de nødt til at gå foran som det gode eksempel og således påvirke russiske normer gennem praktisk handling og diplomati.”

For Norges vedkommende, så har man allerede i dag et meget tæt samarbejde med Rusland om forvaltning af miljøet og naturressourcerne i Arktis. Og på Svalbard går Norge foran som det gode eksempel med en meget stram miljølovgivning, og forsøger at påvirke Rusland i en miljøbevidst retning via den såkaldte Svalbardmiljølov.

Når det kommer til stykket, så er Norge dog ikke altid lige så stor miljøduks, som man gerne vil opfattes som. Edith Lauglo Endsjø giver et aktuelt eksempel:

”I løbet af 2017 planlægger norske Statoil at bore efter olie i Barentshavet i havområderne tæt på Svalbard. (…). Statoils planer har udløst stærke protester fra miljøorganisationerne Bellona og Greenpeace. Rusland har til gengæld ikke begrundet sin protest med hensyn til miljøet, men med at de mener, de har lige så stor ret til at udvinde ressourcer i området som Norge. Samlet er situationen et eksempel på, at Norge udsender blandede signaler, hvad miljøforvaltning i Arktis angår, og set med miljøbriller går Norge ikke altid foran som et godt eksempel i regionen.”

Ikke direkte rettet mod Rusland
For Danmarks vedkommende, så har vi ifølge Endsjø ”store ambitioner om at gå foran som det gode eksempel med hensyn til miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling i Arktis, men arbejdet har indtil videre ikke været rettet direkte mod Rusland”.

Vores miljøpolitik kunne egentlig godt henvende sig til Rusland. Især i forbindelse med kravet på havbunden under Nordpolen. Men hvis man skal tro Edith Lauglov Endsjå, så har ”en sådan politik (…) lange fremtidsudsigter og vil i sidste ende være op til det Grønlandske Selvstyre.”

Foruden ”nyttemaksimering” og ”normentreprenør”, så ser Edith Lauglo Endsjø i sit speciale også på hvor godt Danmark og Norge gør det som lobbyister overfor Rusland. Det skrev vi om i sidste uge.

About Af Andreas Krog 146 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*