Partier efterlyser dansk plan for Arktis

Hvad vil Danmark egentlig gerne have ud af vores rolle som en af de helt store spillere i Arktis? Og hvad er den danske regerings prioriteter i forhold til Arktis? Det kan udenrigsminister Anders Samuelsen ikke svare direkte og konkret på. Og det møder nu kritik fra flere sider i Folketinget.

Efter det arktiske topmøde i Arkhangelsk i Rusland i sidste uge spurgte KNR Samuelsen om hvad han så som de første ting Arktisk Råd kunne tage fat om i fremtiden.

Til det svarede Anders Samuelsen til KNR:

“Det har jeg ikke sådan en prioriteret dagsorden over. Alt det, der vedrører det arktiske, er interessant at få drøftet, og det er godt, at der nu fra alle sider bliver sat mere skub på det arbejde.”

Og det svar vækker kritik.

“Jeg synes, det var en passiv melding fra udenrigsministeren, siger Dansk Folkepartis næstformand og formand for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, Søren Espersen, til KNR.

Samme toner lyder fra de radikales Martin Lidegaard, der er tidligere udenrigsminister.

“Jeg må sige, at jeg synes, det er en noget tam udmelding fra vores udenrigsminister,” siger Martin Lidegaard til KNR.

Han efterlyser en plan fra regeringen for hvad den vil have, at der skal ske i Arktis.

De to politikere har deres egne bud på hvad Danmark bør arbejde for, at Arktisk Råd prioriterer fremadrettet. For Søren Espersens vedkommende handler det om sikkerhed til søs, fokus på miljøkatastrofer og erhvervsudvikling. Øverst på Lidegaards dagsorden for Arktis står klimadagsordenen og erhvervsudvikling.

Søren Espersen og Dansk Folkeparti vil nu give Anders Samuelsen mulighed for at vende tilbage med en skarpere liste med arktiske prioriteringer, når den årlige redegørelse om Rigsfællesskabet skal diskuteres i Folketinget i næste måned. I mellemtiden er det muligt at læse “Den Arktiske Strategi 2011-2020“, som blev udarbejdet af Udenrigsministeriet i 2011.

About Af Andreas Krog 178 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*