Grønland skal have ny udenrigsminister

Vittus Qujaukitsoq.

Grønlands minister for erhverv, arbejdsmarked og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, trækker sig fra sin post i Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre, red.). Det skriver han selv på Facebook.

Landsstyreformand Kim Kielsen havde intentioner om at fjerne Vittus Qujaukitsoq fra udenrigsområdet, hvor han har været en meget direkte og bramfri kritiker af især Danmark – uden altid at have rygdækning hos Kielsen. Det bekræfter Kielsen overfor KNR. Og det var mere end Vittus Qujaukitsoq ville finde sig i.

“Jeg har vurderet situationen sådan, at jeg anser det som en fratagelse af et ansvarsområde, som jeg har haft og som jeg har arbejdet hårdt for at skulle lykkedes. Og jeg har vurderet situationen sådan, at jeg ikke skal være en del af Naalakkersuisut længere,” siger han til KNR.

Vittus Qujaukitsoq fortæller endvidere, at de to herrer havde forskellige holdninger til rigsfællesskabet og forsvarspolitikken.

“Jeg må konstatere, at der ikke har været tilstrækkelig enighed i den linje, jeg står for, og som formanden for Naalakkersuisut står for,” siger han til KNR.

Vittus Qujaukitsoq har desuden haft travlt med at rejse verden rundt for at mødes med blandt andre NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg. På Twitter har Vittus Qujaukitsoq igen og igen fået det til at se ud som om Grønland førte sin egen udenrigspolitik og at han var udenrigsminister for et selvstændigt land. Udenrigspolitikken for hele Kongeriget Danmark forvaltes som bekendt stadig fra det danske udenrigsministerium på Asiatisk Plads i København, da hverken Færøerne eller Grønland har hjemtaget området.

Vittus Qujaukitsoq blev ikke valgt til Inatsisartut og vil nu gå efter formandsposten i sit og Kim Kielsens parti Siumut – hvor Kielsen i dag er formand.

About Af Andreas Krog 178 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

1 Comment on Grønland skal have ny udenrigsminister

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*