EU fortsat ikke velkommen i Arktisk Råd

Schweiz blev indlemmet som observatør, da udenrigsministrene for de otte medlemslande i Arktisk Råd torsdag var samlet til møde i Fairbanks i Alaska. Der blev også plads til National Geographic, The World Meteorological Organization og en række havmiljøorganisationer som nye observatører i rådet, der har Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Canada, USA og Rusland som medlemmer.

Til gengæld var der igen i år ikke plads til Den Europæiske Union, der repræsenterer mere end 350 mio. indbyggere i 28 europæiske lande. Og hvorfor så det? Jo, fordi Ruslands veto mod EU fra 2015 stadig står ved magt. Så længe EU har sanktioner mod Rusland, så længe er EU ikke velkommen i det nu 20 år gamle råd, som år for år styrker sin position som omdrejningspunktet for de storpolitiske fællesbeslutninger i Arktis. Faktisk søgte EU første omgang om observatørstatus i 2013. Dengang var det EU’s forbud mod sæljagt, som spændte ben.

Fornylig vedtog EU-Parlamentet en Arktis-politik, hvor de mest kontroversielle synspunkter om olieudvinding i Arktis blev pillet ud for netop ikke at støde medlemmerne af Arktisk Råd og spænde ben for optagelsen som observatør. Men lige lidt hjalp det.

At EU ikke må få observatørstatus er ikke ensbetydende med, at EU-landene er sat helt uden for indflydelse. Slet ikke. For det første sidder de tre EU-lande Danmark, Sverige og Finland faktisk med ved bordet som fuldgyldige medlemmer. For det andet er både Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien, Holland, Polen og Spanien observatører. Det samme er Kina, Japan, Korea, Singapore og Indien.

De sidste to år har USA været formand for Arktisk Råd. Nu er stafetten givet videre til Finland. Rådet optager kun nye observatører ved de ministermøder, som afholdes hvert andet år, når formandsstafetten skifter hænder.

About Af Andreas Krog 178 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

4 Comments on EU fortsat ikke velkommen i Arktisk Råd

  1. Ja der går inflation og administration i alt.Hvorfor inviterer man ikke hele verden i Arktisk Råd,så har man eet problem mindre!!!!

  2. I Arktisk henseende siges det Danmark er en stormagt.
    Ikke meget er så misvisende. I bund og grund er vi det kun så længe f.eks. Rusland fortsat har “frihed” til at gøre hvad der passer bedst.
    Den dag Rusland gør krav på områder de vil have (uden hensyn til aftaler), da er Danmark reduceret både på papiret og i virkeligheden.
    Vi kan dog gøre noget nu. Vis tilstedeværelse med vægt og vilje.

  3. Vi ville stå bedre, hvis vi ingen forbehold havde og EU bakkede op om de danske synspunkter uden nødvendigvis at være medlem.
    Årsagen er, at så ved Rusland ikke klart, hvad der kan ske og derfor vil de ikke med forholdsvis stor sikkerhed kunne forudsige eventuelle konsekvenser. Den minimale styrke vi har, vurderes at kunne øges, ved at holde Rusland i nogen usikkerhed om vores hensigter på mange – om ikke alle – niveauer.

  4. jA DET ER MERE POPULÆRT AT SENDE FLY ,SKIBE OG MATERIEL DEN HALVE KLODE RUNDT I STEDET FOR AT BESKYTTE RIGSFÆLLESSKABET.vAR DER NOGEN DER SAGDE STØVLESLIKKERE????

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*