Dansk militærbase gøres klar til genåbning

Grønnedal 2006. Foto: Søværnets Operative Kommando.

Som led i et storpolitisk spil for at forhindre kinesisk fodfæste på Grønland blev det i december 2016 besluttet at genåbne den danske militærbase Station Grønnedal, som blev ellers rømmet i 2014, da Arktisk Kommando rykkede hovedkvarteret fra Grønnedal til Nuuk. Nu har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse så indledt klargøringen af basen, der forventes at blive fast bemandet fra 1. september 2017 med en vagtordning.

Forsvaret har ikke anvendt bygninger og installationer i Grønnedal på Grønlands vestkyst siden september 2014, og der er dermed behov for at klargøre dele af stationen. Klargøringen omfatter blandt andet reetablering af el-, vand- og varmeforsyning, samt bygningsvedligehold.

Det er hensigten, at stationen fremadrettet skal fungere som et strategisk, logistisk støttepunkt for Forsvaret, som kan anvendes dels til oplægning af brændstof, opbevaring af havmiljøbekæmpelsesmateriel mv., dels til øvelses- og uddannelsesformål. Derudover kan Grønnedal stilles til rådighed for øvrige myndigheders opgaveløsning i det arktiske område, eksempelvis civile forskningsaktiviteter mv.

I den politiske aftale om Forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis, som blev indgået i december sidste år, fremgik det pludselig til sidst i aftaleteksten, at Grønnedal skulle genåbnes. Efterfølgende kom det frem, at genåbningen var en manøvre for at undgå at basen kom i hænderne på kineserne.

Kilder fortalte i april til nyhedsbureauet Reuters, at årsagen til at Grønnedal skulle genåbnes, skyldtes, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mente, at det var rigeligt med én supermagt på Grønland. Der var ikke behov for en mere. Derfor indgik han i midten af 2016 en underhåndsaftale med de øvrige ledere af partierne bag forsvarsforliget, om at genåbne Flådestation Grønnedal på Grønland, og dermed afskære et kinesisk konsortium fra at købe den nedlagte militærbase. Aftalen var på plads længe inden man indgik den samlede aftale om forsvarets opgaveløsning i Arktis i december og en tekst om Grønnedal-aftalen blev blot hægtet på nederst i aftaleteksten.

USA har som bekendt Thulebasen i Nordvestgrønland, og regeringen mente ikke det ville være hensigtsmæssigt, hvis kinesiske interesser også fik en base. Ikke en militærbase. Men stadig et kinesisk “brohoved” på Grønland. Det ville kunne skade Danmarks forhold til USA. Et forhold, som Thulebasen altid har været med til at gøre tæt. Danmark får altså en stor grad af politisk “goodwill” i Washington som følge af Thulebasen. Og den goodwill ville man helst ikke sætte over styr.

Derfor blev det besluttet at opdigte et behov for at genåbne basen som depot for Arktisk Kommando. Og det er så det, som man nu er i gang med.

About Af Andreas Krog 116 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*