Minister udelukker grønlandsk deltagelse i forsvarsforlig

De to grønlandske folketingsmedlemmer Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aleqa Hammond (Uafh.) skal ikke regne med at blive indbudt til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig for 2018-2022. Det slog forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) fast på en konference i København onsdag.

Aaja Chemnitz Larsen har flere gange det seneste år givet klart udtryk for, at IA gerne vil inddrages, når forliget til efteråret skal forhandles på plads. Men det kan hun godt glemme alt om, slog Claus Hjort Frederiksen fast.

“Det er selvstyret i Grønland og regeringen i København, der laver den slags aftaler. Ikke enkelte folketingsmedlemmer,” sagde Claus Hjort Frederiksen om hvordan Forsvarets opgaveløsning i Arktis og Grønland aftales.

Dermed er Claus Hjort Frederiksen langt mere klar i mælet end forgængeren, Peter Christensen. Han erklærede sig ved en høring om Arktis på Christiansborg i september sidste år parat til at inddrage de grønlandske partier i forhandlingerne.

De Grønlands- og Arktis-relaterede ting, der er behov for at få med i næste forsvarsforlig, kan klares ved hjælp af mindre bevillinger i 100-300 mio. kroners klassen. Det fremgår af rapporten ”Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis”, som kom i juni sidste år og var omdrejningspunktet for høringen i september.

Det er netop forslag fra denne rapport, som Aaja Chmenitz Larsen gerne vil have med i forsvarsforliget.

“Både i Forsvarsministeriets nye Arktis-analyse og i Taksøe-Jensens udredning anbefales et styrket fokus på forsvarets civile opgaver i Grønland. Herunder etablering af en forsvars-grunduddannelse i Grønland og et frivilligt beredskab, hvilket vi fra Inuit Ataqatigiit længe har været fortalere for,” skrev Aaja Chemnitz Larsen (MF) i et indlæg i Berlingske i september sidste år samme dag som høringen.

Hun pegede også på forslaget om at etablere et korps af frivillige grønlændere samt øget brug af satelitter og droner til overvågning og kommunikation i de arktiske egne.

“Fra Inuit Ataqatigiit anbefaler vi, at nye teknologier såsom satellitter og droner testes yderligere og prioriteres i de kommende politiske forhandlinger. Her er masser af uudnyttet potentiale som både kan styrke forsvarets opgaver og en lang række andre dele af det grønlandske samfund.”

Spørgsmålet er om ikke de initiativer, som Chemnitz Larsen peger på, kommer med uanset om der er et grønlandsk fingeraftryk på aftalen eller ej. På den ene side kan man dog argumentere for, at det nok er godt at sidde med ved forhandlingsbordet for en sikkerheds skyld. For et forsvarsforlig er ofte (desværre) et kludetæppe af varetagelse af lokalinteresser. Så en styrkelse af kapaciteter i Arktis kunne meget vel blive ofret i en handel om bevarelse af flådestationer og kaserner i forskellige valgkredse i Syddanmark. Hvis du vil bevare kasernen i min valgkreds, så accepterer jeg at du beholder din flådestation.

Normalt er de nordatlantiske mandater ikke med i forsvarsforligene, da der ganske enkelt ikke er brug for mandaterne. Desuden vedrører forsvarsforligene også meget andet end Forsvarets aktiviteter på Grønland og Færøerne.

About Af Andreas Krog 111 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

2 Comments on Minister udelukker grønlandsk deltagelse i forsvarsforlig

  1. Dert er da glimrende at enkelte grønlandske folketingsmedlemmer er så interesserede i forsvarsforliget.De kunne starte med at opfordre grønlænderne til at at tage jobs i forsvaret og dermed bidrage til at hævde grønlands suverænitet!!Men de glimrer ved deres fravær.Der er flere færøske indbyggere der deltager i flådeaktiviteter.Vil de grønlandske medlemmer også være med til at betale ,eller skal deres forslag blot flyttes fra den ene kolonne i tilskuddet fra den anden.En ægte interesse i Rigsfællesskabet savnes!!!

  2. Enig, hvis man ønsker ligeværdighed, så kunne man jo begynde med, at indføre værnepligt I Grønland, og som første sted i Danmark, både for mænd og kvinder.

    Når man bidrager, så får man også mere indflydelse, og desuden tror jeg, at det ville være rigtig sundt for den grønlandske ungdom, det giver både personlig styrke og selvtillid at ansat i forsvaret, og der åbner sig også muligheder for yderlige uddannelser.

    Iøvrigt burde der være mindst en kaserne placeret i Grønland, hvor man så trænede en fast grønlandsk arktisk enhed, med udstyr der også var tilpasset klimaet osv.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*