Uden IT-viden ender du på Coca-Cola

Danmark har alle forudsætninger for at blive blandt verdens førende IT-lande. Men det kræver en aktiv indsats fra statens side i form af visioner og en forenkling af reglerne. - Og kun ved at erhverve dig viden, har du en chance i morgendagens samfund. Det er budskabet fra den konservative IT-ordfører - Henriette Kjær. Hun er den tredje politiker i Altinget.dks portrætserie om Folketingets IT-politikere.
Jon Adelsten
- Man er en underlig pige hvis man har lyst til at søge ud på DTU og sidde sammen med nørderne og drikke cola, lyder ordene fra Henriette Kjær.
Alligevel valgte hun at blive de konservatives IT-politiske ordfører. Ikke fordi hun selv har været på DTU og drukket cola, men på grund af de store muligheder, som den nye teknologi åbner. Muligheder hun dog ser stærkt begrænset, så længe landet har en socialdemokratisk regering.
- Det er usandsynligt, at Danmark kan være med helt fremme IT-mæssigt, så længe vi har en socialdemokratisk-ledet regering. Og det er ærgerligt, for vi har alle forudsætninger for at være spydspids på det her område, mener hun.

Fra et hjem med computer Årsagen til Henriette Kjærs stærke angreb på regeringen er bl.a. afskaffelsen af hjemme-pc-ordningen pr. 1. januar 2001.
- Den er et godt eksempel på, at forskningsministeren faktisk har nogle gode tiltag, men så har vi bare en skatteminister, der forstår at bombe det hele tilbage, så vi ikke bliver den spydspids, vi gerne vil være. Og hvis man på denne måde ikke følger nogen overordnet strategi, opnår man ikke nogen resultater.
Lige præcis hjemme-pc-ordningen, hvor arbejdsgiveren betalte halvdelen af en computer, var ellers noget der fremmede udbredelsen af computere, mener Henriette Kjær.
- Tidligere talte man om, at hvis et barn kom fra et hjem med klaver, så kunne man nogle ting. I dag taler man om at komme fra et hjem med computer. Derfor tror jeg, at staten bliver nødt til at være foregangsmænd på det her. Og så skal det ikke ødelægges og undermineres af en nidkær minister, der bare vil have penge i kassen, siger hun forarget.

Administrativt bøvl Henriette Kjær ser mange positive muligheder i den nye teknologi og som eksempel nævner hun muligheden for at arbejde hjemme. Noget som hun bl.a. mener kan være en hjælp til at holde liv i landsbyerne. Men det er samtidigt et område, hvor staten går ind med begrænsninger i form af fx 11-timers reglen, der ikke giver nogen mening i sådan et tilfælde, mener hun.
- Det synes jeg er misforstået beskyttelse, og der skal vi holde fingrene væk. Og så bare sørge for at give de gode rammer, som medarbejdere og firmaer har brug for. Når jeg siger det offentlige skal blande sig, mener jeg kun i form af investeringer som fx udbygningen af bredbåndsnettet.
Når det drejer sig om statens indgriben i borgernes liv, bliver Henriette Kjær virkelig tændt og fortsætter:
- Vi har en så utrolig svag iværksætterkultur på IT-området, at det nærmest er uhyggeligt, og det skyldes igen, at unge mennesker der har en god ide bliver bremset af store startomkostninger og administrativt bøvl. Det synes jeg er et stort problem, for vi har potentialet til at blive førende på det her område.

IT er fremtiden Den unge IT-løvinde er dog ikke blind for, at en borgerlig regering også vil få sine problemer.
- Det vil være at stikke folk blår i øjnene, at sige at en borgerlig regering kan ordne det her på et par år. Men vi kan arbejde aktivt for det. Og hvis vi fik ti år med en borgerlig flertals-regering ville det ikke være noget problem, forudser hun.
Henriette Kjær er i det hele taget overbevist om, at en kraftig satsning på IT ville løse mange problemer.
- Vi har ikke nogen råstoffer i Danmark, og vi siger altid, at det er menneskerne, der er vores råstof. Derfor er det her område lige præcist et, Danmark burde være i front på. Vi har alle muligheder, men dem synes jeg ikke vi griber godt nok. For Henriette Kjær er der ingen tvivl om, at morgendagens samfund kun rummer begrænset plads til dem uden selv den mest basale IT-viden.
-Har du ikke den, bliver du ganske enkelt udstødt af arbejdsmarkedet i fremtiden. Og du kan hverken få job som faglært eller ufaglært. Og så vil et af de eneste jobs være som flaskesorterer ude på Coca-Cola, slutter hun.

Altinget logoArktis
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arktis kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00