Rusland får brug for otte atomdrevne isbrydere

Rusland får i fremtiden brug for mindst otte nye atomdrevne isbrydere i Arktis. Det er vurderingen fra Ruslands ministerium for industri og handel, skriver Izvestia. Behovet for mindst otte atomdrevne isbrydere vil indgå i den reviderede strategi for udvikling af Arktis, som den russiske regering forventes at vedtage i efteråret.

Rusland har i dag fire atomdrevne isbrydere. Yderligere tre isbrydere er ved at blive bygget. Det projekt kaldes Projekt 22220. Desuden er ingeniører ved designbureauet Krylov i Skt. Petersborg ved at lægge sidste hånd på det tekniske design af den nye super-isbryder Leader, der skal være i stand til at sejle gennem op til fem meter tyk is året rundt i al slags vejr. Leader bliver 205 meter lang med en dødvægt på mindst 55.000 tons. Med to atomreaktorer vil skibet have en motoreffekt på 110MW og være i stand til at skabe en 50 meter bred isfri sørute mellem Europa og Asien.

Tre isbrydere skal dog pensioneres i de kommende år, så ministeriet foreslår, at der bygges yderligere to Projekt 22220-isbrydere samt yderligere to Leader-isbrydere, så Ruslands flåde af civile isbrydere i 2035 består af otte enheder. Dertil kommer et mindre antal militære isbrydere.

Hjørnestenen i Ruslands aktiviteter i Arktis handler om nordøstpassagen, som gør det muligt at sejle mellem Europa og Asien langt hurtigere end hvis turen går via Middelhavet, Suezkanalen og Det Indiske Ocean. Og for at holde passagen fri og sikker har Rusland brug for et passende antal isbrydere, samt kystvagtstationer langs ruten.

About Af Andreas Krog 126 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

1 Comment on Rusland får brug for otte atomdrevne isbrydere

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*