Sikkerhedspolitik bør holdes ude af Arktisk Råd

I Arktisk Råd diskuterer og koordinerer de otte permanente medlemmer og de stadig flere observatører alt undtagen én ting. Og det er sikkerhedspolitik i Arktis. Sådan har det været siden grundlæggelsen af rådet for 20 år siden – og sådan bør det blive ved med at være. Også selvom sikkerhedspolitik efterhånden er et af de vigtigste og mest omdiskuterede issues i forhold til Arktis. Det mener deputy editor Tom Jones fra Raddington Report, der er et amerikansk netmagasin om global sikkerhedspolitik.

For ifølge Tom Jones, så vil det sikkerhedspolitiske spørgsmål kunne ødelægge det velfungerende samarbejde i Arktisk Råd, hvor fem NATO-lande (USA, Danmark, Canada, Norge og Island) kan mødes med Rusland i fred og fordragelighed og samarbejde om blandt andet at koordinere kystvagtopgaver i Arktis.

Ruslands stadige opbygning af sine militære og halvmilitære kapaciteter i regionen får dog flere af de arktiske lande til at rynke stadig mere på panden. Flere af USA’s værn har sat gang i grundige analyser af deres fremtidige rolle i Arktis, Canada er ved at få bygget nye arktiske patrukjeskibe og Norge har investeret milliarder i et nyt stort spionskib og antiubåds-fly samt planlægger at bruge milliarder af norske kroner på nye ubåde og opruste sin militære tilstedeværelse i Finnmarken i Nordnorge. Det er den øverste del af Norge, som grænser op til Rusland.

Hvis Arktisk Råd også indlemmer sikkerhedsspørgsmålet i sit virkefelt, så vil det efter Tom Jones’ opfattelse kunne betyde, at rådet vil kunne udrette mindre og præge og styre den generelle udvikling i Arktis mindre end det gør i dag. Rådets succes med at sætte sig i spidsen for styringen af udviklingen af Arktis vil kunne blive sat over styr. Og de ikke-arktiske lande, der i dag er henvist til observatørposter i Arktisk Råd, vil være hurtige til at udnytte mulighederne for at sætte ekstra tryk på den “infiltration” af regionen, som ikke mindst Kina er i gang med.

Man kan da også med rette argumentere for at ambitiøse ikke-arktiske nationer med masser af penge i ryggen er en større trussel mod den nuværende fred og fordragelighed i Arktis end Rusland er det. For er der ét land, som har interesse i et fredeligt Arktis, så er det faktisk Rusland. For at få den fulde udbytte af at Nordøstpassagen bliver en stadig mere farbar smutvej mellem Europa og Asien er Rusland interesseret i at situationen i Arktis er så lavspændt som mulig.

Ved den netop overståede Arctic Circle-konference i Reykjavik pegede flere eksperter derimod på, at koordinationen af de forskellige landes isbryderes arbejde i Arktis burde være en opgave for Arktisk Råd.

About Af Andreas Krog 178 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*