Thule Air Base: Epicenteret langt væk fra alting

(THULE AIR BASE) Er der virkelig liv dernede et sted? Det kan være svært at forstå, når man fra omkring 11 kilometers højde kigger ud gennem flyvinduet over det nordgrønlandske landskab. Sneklædte bjerge og is så langt øjet rækker og en sol skråt bag os, som så småt er på vej op. Men pludselig ser vi det første svage lys langt ude i horisonten. Og i takt med at flyet kommer længere og længere ned bliver det stadig mere tydeligt, at der er liv dernede.

Det første der kommer til syne er flere store radarbygninger i en halvcirkel på toppen af en bjergkam. Lidt længere henne aner man en lille klynge af bygninger og nogle radardomer.

Det store Airbus-fly er nu kun omkring 1.000 meter over isen – uden en landingsbane i sigte. Men efter en tur ud over vandet bliver landingsbanen synlig på højre side af flyet langs med bygningerne. Den lå blot gemte i en dal med bjerge på begge sider.

Med vand og isflager under os og bjerge til begge sider lægger flyet an til landing og glider ganske langsomt ind over landingsbanen i en usædvanlig lav fart. Ganske blidt sættes hjulene på landingsbanen, flyet bremses ned og vi er ankommet til epicenteret for det særlige udenrigspolitiske forhold mellem Danmark og USA og en kilde til fortsatte gnidninger i det dansk-grønlandske forhold: Thule Air Base.
IMG_2408

Én gang om måneden
Turen startede adskillige timer før i de tidlige morgentimer i Københavns Lufthavn, hvor vi ved skranke 128 i Terminal 2 checkede ind på GL 6801 til Thule, som der står på afgangstavlerne ved siden af fly til London, Las Palmas og Billund. Denne flyvning er dog ikke nogen almindelig rute- eller charterflyvning, som man kan købe billet til. Man skal have papirerne og tilladelserne i orden. For Thule Air Base er ikke en turistdestination og GL6801 er ikke nogen normal flyvning. Det er kun for folk, der arbejder på basen eller er inviteret på et særligt besøg af det amerikanske forsvar – som det er tilfældet for Arktisk Nyt. Flyet flyver kun én gang om måneden og passagererne skal oplyse deres vægt, ligesom både håndbagagen og den indtjekkede bagage vejes.

Det er Air Greenlands Airbus A330-200 fly, der normalt bruges på ruten mellem Kangerlussuaq og København, som hyres til den månedlige mere end fem timer lange forsyningsflyvning til en af verdens nordligste militærbaser.

Huen ned om ørerne
Kulden bider sig straks fast i alle ikke-tildækkede dele af kroppen i det vi træder ud af flydøren og går ned ad trappen til den ventende minibus. Handskerne kommer på og huen trækkes godt ned om ørerne mens vi kigger ud over det smukke landskab hvor solen så småt er på vej op i den sydøstlige horisont og termometeret siger minus 20 grader celcius.

IMG_2415Mens flyets lodses og lastes tager vi på kvik tur rundt på basen med det amerikanske flyvevåbens base commander, colonel Thomas R. Colvin, som guide. Første stop er den særlige parabol i basens østlige del, som NASA bruger til at kigge efter sorte huller i rummet. Den står og peger lige op i luften. Mod sydøst kan vi på den anden side af landingsbanen se den satellitkommunikationscentral, hvor Detachment 1 fra US Air Force’s 23rd Space Operations Squadron står for kontakten til mange af de satellitter, som passerer over Nordpolen. To af de formål som Thule Basen bruges til – når den nu alligevel ligger der.

For hvorfor har USA egentlig en base her i det barske og kolde nordvestlige hjørne af Grønland på dansk jord? Årsagen er naturligvis de store radarbygninger øst for basen, der var de første vi kunne se fra flyet. Tiden er ikke til at besøge de store ”Missile Warning”-radarer, som ligger en lille køretur fra selve basen. Her er heller ikke så meget at se. For her er kun adgang for amerikansk militærpersonale og enkelte canadiere. Omkring 20-30 personer i US Air Force’s 12th Space Warning Squadron arbejder i radarerne og holder et vågent øje med luftrummet i retning mod Rusland og Asien. Hvis et ballistisk atommissil sendes i retning mod USA, så er det her man gerne skulle opdage det først.

Radarerne indgår altså i USA’s ballistiske missilforsvar som en ”detekteringsenhed”, der opdager og følger de fjendtlige missiler. Eventuel nedskydning tager andre sig af, da der ikke er missiler installeret på Thule.

IMG_2416 (2)Rampe op på indlandsisen
Fundamentet for Thule Basens eksistens er ”Forsvarsaftalen af 1951” mellem USA og Danmark. Her aftalte man i brede vendinger vilkårene for de såkaldte ”forsvarsområder”, som USA under Den Kolde Krig havde adskillige af på Grønland.

Mod syd havde amerikanerne blandt andet en base på Kangerlussuaq-lufthavnen (Det tidligere Sønder Strømfjord) samt et tilholdssted på Flådestation Grønnedal og flere andre stationer. Her længst mod Nord var Thule Air Base knudepunkt for en hel palette af installationer. Mest omtalt de senere år er Camp Century på indlandsisen, som amerikanerne forlod i midten af 1960’erne, men hvis affald en dag risikerer at dukke op fra indlandsisen. En anden var Camp TUTO (Thule Take-Off) omkring 30 kilometer øst for Thule Air Base. Den fungerede som en ”rampe” op på indlandsisen. Den blev brugt til at komme ind til Camp Century. I området var også radionavigationsstationen Cape Atholl, radarstationerne Sites 1 og 2 på indlandsisen, radar- og kommunikationsstationerne P-Mountain og J-Site samt forskningsstationerne North og South Mountains og en facilitet til testaffyring af raketter. Alt sammen faciliteter, som enten er fjernet helt eller står ubenyttede hen.

I 2004 blev forsvarsaftalen udvidet med en delaftale om, at USA måtte opgradere Thule-radaren. Det har man gjort uden det dog står helt klart hvad opgraderingen har bestået i.

IMG_2450I 1960’erne, da Den Kolde Krig var koldest, boede her op mod 10.000 mennesker. I dag er befolkningstallet omkring 600. Omkring 150 amerikanske militærfolk og civile arbejdere for resten. Den amerikanske base commander bestemmer over amerikanerne, mens den danske politichef udøver myndigheden over de resterende på det, som formelt stadig er dansk jord. Men i realiteten er det et lille stykke Amerika i Det Danske Kongeriges aller nordligste egne. Skiltene er på engelsk og varerne i det lille supermarked er hovedsageligt amerikanske. Det er som at træde ind i supermarked i New Jersey eller Californien. Det er da også den amerikanske base commanders navn, som er på det store skilt på lufthavnens terminalbygning, som tager imod en, når man lander på det som amerikanerne kalder ”Tjulee”.

Aldrig hørt om disputsen
Vi kører tilbage i vestlig retning ind mellem hangarer, garager og vandbehandlingsanlæg. Hangarerne har mange år på bagen og i dag bruges kun to af de i alt 10 hangarer. Primært til de forskningsfly og militærfly, som især om sommeren aflægger basen besøg. Flere af beboelsesbygningerne er tilbage fra 1950’erne, da basen blev etableret. Flere af de andre bygninger er til gengæld ganske nye. Gamle bygninger udskiftes med nye, men basefaciliteterne udvides ikke.

IMG_2419

Formelt drives basen af US Air Force’s 821st Air Base Group, men meget af arbejdet er udliciteret til civile ”contractorer” med firmaet Vectrus Services A/S i spidsen. De overtog opgaven 1. oktober efter at Greenland Contractors havde haft opgaven i 46 år. Et skifte, der gennem flere år skabte stor splid og kurer på tråden mellem Danmark og Grønland på den ene side og USA på den anden side. For i grønlænderne og danskernes optik er Vectrus Services A/S reelt et amerikansk selskab – og ikke et selskab fra det danske kongerige. Det det danske aktieselskab er nemlig i dansk-grønlandske kun et skuffeselskab for det amerikanske Vectrus Services.

I forsvarsaftalen fra 1951 står der vagt at:

”Det aftales fra tid til anden i hvert enkelt tilfælde, hvorledes ansvaret for driften og vedligeholdelsen af forsvarsområderne skal fordeles mellem de to regeringer.”

Men det har gennem årene været kutymen, at ”contractoren” var et lokalt selskab.

Base commander Colvin er dog helt uforstående og ligner en, der aldrig har hørt om disputsen, da han omtaler Vectrus Services A/S som et dansk firma, og vi protesterer med et skævt smil og et ”Ja, officielt et dansk firma. Men reelt et amerikansk firma”. I base commanderens verden opererer vi imidlertid ikke med en teoretisk og en reel verden. Her er kun én virkelighed og det er, at der er tale om et dansk firma.

IMG_2436
Ikke plads til fangerne
Vi sætter kursen mod basens havn i den vestlige ende. Verdens nordligste beliggende dybvandshavn med en smuk udsigt til det karakteristiske Dundasfjeld – og til de forladte huse, hvor grønlandske fangerfamilier holdt til, indtil de i 1950’erne blev tvangsforflyttet til Qaanaaq flere hundrede kilometer mod nord. For nu skulle der være flybase. Så var der ikke plads til fangerne.

Havnen havde 13 skibsanløb i 2017. Skibe, som er nødt til selv at være udstyret med kraner til lodsning og lastning. For den slags har man ikke her omkring 1.200 kilometer fra Nordpolen, hvor sejladssæsonen normalt indledes med et besøg af en canadisk isbryder. Til gengæld har man som den eneste amerikanske flyvestation en slæbebåd.

IMG_2438
I kølvandet på det omdiskuterede skifte af ”contractor” valgte US Air Force tidligere i år også et nyt rederi til forsyningssejladserne fra Danmark i sommermånederne. Ud røg grønlandske Royal Arctic Line og ind kom et amerikansk rederi.

Det sker af og til at krydstogtskibe finder helt op til Thule Basen og Dundasfjeldet i sommersæsonen. De får dog kun lov at passere forbi og ikke ligge til. Basen er ikke en turistattraktion.

Efter et stop i det lille supermarked og et kig på de 1,75 liter store flasker med whiskey og gin er det blevet tid til at sætte næsen hjemad igen efter godt en times besøg på basen.

IMG_2452

Airbus-flyet giver fuld gas og med kun omkring 80 passagerer ombord kommer det hurtigt i luften og klatrer langsomt i luften ud over vandet. Det svinger rundt og sætter kursen tilbage mod Danmark væk fra det lille stykke Amerika, som ligger lige så langt væk som den har betydning i det dansk-amerikanske og dansk-grønlandske forhold.

IMG_7319

Fotos: Andreas Krog.

Arktisk Nyt var inviteret til Thule Air Base af den amerikanske ambassade i Danmark.

About Af Andreas Krog 178 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

1 Comment on Thule Air Base: Epicenteret langt væk fra alting

  1. Når man som speditør på stedet 1980-93 med familie og bopæl, først 5 år i Dundas og senere på selve basen, er det interessant at læse en aktuel artikel fra et kort besøg på stedet – det korte ophold taget i betragtning er artiklen helt fin.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*