Oprydning startet i Grønnedal

Foto: Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Den danske flådestation Grønnedal blev først lukket og så genåbnet igen som led i et speget diplomatisk spil, der handlede om hvor mange supermagter den danske regering mente der var plads til på Grønland.

Genåbningen er dog ikke ensbetydende med, at den planlagte oprydning er opgivet. For Arktisk Kommando skal fremover kun bruge en lille del af flådestationen til depot med mere. Derfor har
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i oktober i samarbejde med entreprenørfirmaet Danstruct A/S igangsat oprydningen i Grønnedal.

Som det første fjernes nu en stor mængde ikke-farligt affald, som ved Forsvarets fraflytning i 2012 blev oplagt i to bygninger. Ligeledes fjernes 14 containere med jern- og metalskrot og brændbart affald, hvor også selve containerne destrueres, da de ikke længere må anvendes til oversøisk transport.

Jernaffald sendes til Aalborg, og det øvrige affald behandles på Nuuks affaldscenter. Arbejdet forventes afsluttet i december 2017. Samtidig samarbejder Kommuneqarfik Sermersooq og Forsvarsministeriet om en plan for fjernelse af bygninger, der ikke længere skal anvendes.

I juni i år blev formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen enige om at igangsætte oprydning i Grønnedal. Fjernelse af affald og bygninger, der ikke længere skal anvendes, skulle fjernes hurtigst muligt. Og det bliver de så.

I den politiske aftale om Forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis, som blev indgået i december sidste år, fremgik det pludselig til sidst i aftaleteksten, at Grønnedal skulle genåbnes. Forsvaret havde på det tidspunkt ikke anvendt bygninger og installationer i Grønnedal på Grønlands vestkyst siden september 2014. Efterfølgende kom det frem, at genåbningen var en manøvre for at undgå at basen kom i hænderne på kineserne.

Kilder fortalte i april til nyhedsbureauet Reuters, at årsagen til at Grønnedal skulle genåbnes, skyldtes, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mente, at det var rigeligt med én supermagt på Grønland. Der var ikke behov for en mere. Derfor indgik han i midten af 2016 en underhåndsaftale med de øvrige ledere af partierne bag forsvarsforliget, om at genåbne Flådestation Grønnedal på Grønland, og dermed afskære et kinesisk konsortium fra at købe den nedlagte militærbase. Aftalen var på plads længe inden man indgik den samlede aftale om forsvarets opgaveløsning i Arktis i december og en tekst om Grønnedal-aftalen blev blot hægtet på nederst i aftaleteksten.

USA har som bekendt Thulebasen i Nordvestgrønland, og regeringen mente ikke det ville være hensigtsmæssigt, hvis kinesiske interesser også fik en base. Ikke en militærbase. Men stadig et kinesisk “brohoved” på Grønland. Det ville kunne skade Danmarks forhold til USA. Et forhold, som Thulebasen altid har været med til at gøre tæt. Danmark får altså en stor grad af politisk “goodwill” i Washington som følge af Thulebasen. Og den goodwill ville man helst ikke sætte over styr.

1. september genåbnede Grønnedal så med tre mand. Det er hensigten, at stationen fremadrettet skal fungere som et strategisk, logistisk støttepunkt for Forsvaret, som kan anvendes dels til oplægning af brændstof, opbevaring af havmiljøbekæmpelsesmateriel mv., dels til øvelses- og uddannelsesformål. Derudover kan Grønnedal stilles til rådighed for øvrige myndigheders opgaveløsning i det arktiske område, eksempelvis civile forskningsaktiviteter mv.

About Af Andreas Krog 188 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

2 Comments on Oprydning startet i Grønnedal

  1. Det var en dejlig nyhed.
    Vi er mange som syntes at det er godt at Grønnedal bliver på danske hænder.
    Vi er rigtig mange fra søværnet, som har gode erindringer fra det grønlandske lille stykke paradis på jorg.
    Jeg søsatte et lille projekt som hed På Gensynrejse til Grønnedal i 2016.
    Med stor hjælp fra Jan Bøsted og andre lykkedes det at få en fantastisk gensynsrejde afholdt. Tak til Jan m.fl.
    Vi skal på rejse en hel del i 2018 til Grønland og i 2019 håber vi på endnu en gensynsrejse til Grønnedal på samme meget primitive vilkår som i 2017
    mvh
    Flemming Glymov
    Overkonstabel Radio på Insp Hvidbjørnen i 66/67, med base på fls Grønnedal.

  2. Det kan virke ret uforståeligt at Forsvaret ikke,i forbindelse med nedlukningen foretog disse oprydningsopgaver???Det er jo ligesom alt det amerikanske affald som stadig plager visse lokationer på Grønland,og som det forlyder er ved at blive fjernet!!!

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*