Forsvaret får sit nye skib til Nordatlanten

Lauge Koch. Foto: Værnsfælles Forsvarskommando.

Mandag var der såkaldt kommandohejsning på Søværnets nyeste skib, inspektionsfartøjet Lauge Koch, der primært skal gøre tjeneste i Nordatlanten i farvandene omkring Færøerne og Grønland.

Skibet er det tredje i Knud Rasmussen-klassen og skal afløse den sidste inspektionskutter, Tulugaq, der blev taget ud af tjeneste med udgangen af november.

Lauge Kochs primære opgave bliver at hævde suveræniteten, men dertil har skibet væsentlige opgaver med søredning, fiskeriinspektion, søopmåling og støtte til forskning – ligesom de to øvrige danske inspektionsfartøjer i Knud Rasmussen-klassen og de fire inspektionsskibe i Thetis-klassen.

Sammenlignet med søsterskibene Knud Rasmussen og Ejnar Mikkelsen, så har Lauge Koch bedre søopmålingsudstyr og bedre faciliteter til at udføre forskning og målinger ombord. For eksempel er helidækket forberedt til et stort antal containerpositioner, ligesom der er hydraulik- og strømudtag til forskernes udstyr. Dertil er der gjort klar til udstyr, som kan tage havbundsprøver og vandprøver fra stor dybde, ligesom man har en lang række sensorer ombord, som forskerne kan bruge, både imens de er ombord, og efter at de er taget hjem igen.

Lauge Koch og de andre fartøjer i Knud Rasmussen-klassen har en væsentligt forøget udholdenhed og aktionsradius i forhold til de inspektionskuttere, som de nu fuldt ud har afløst. De kan sejle længere uden at skulle re-fuele, de kan klare mere vind og større sø, og der er en større besætning ombord, hvilket i sig selv også forøger indsættelsestiden.

Inspektionsfartøjsklassens helidæk er også en ting, som væsentligt adskiller dem fra kutter-klassen.

”Det, at vi kan tage en helikopter ned og fuele den, herunder den nye Seahawk-helikopter, at helikopteren således kan bruge os som en trædesten, betyder, at helikopteren får forlænget sin aktionsradius væsentlige. Det øger alt sammen samlet vores kapacitet i Nordatlanten betydeligt”, siger skibschef på Lauge Koch, Claus Gudbjerg, til Søværnets Facebook-side.

About Af Andreas Krog 205 Articles
Ansv. redaktør på Arktisk Nyt. post@andreaskrog.dk

2 Comments on Forsvaret får sit nye skib til Nordatlanten

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*